Ny portal: Jobtræning giver jobBeskæftigelsesministeriet26/04-2005 Både privat og offentlig jobtræning er særdeles effektive redskaber til at få ledige væk fra dagpenge og i job. Det viser internetportalen Jobindsats.dk, der – fra i dag – giver adgang til en lang række informationer om forsikrede ledige. At privat jobtræning er et af de mest effektive beskæftigelsesinstrumenter har længe været kendt. Men ifølge portalen er der også en betydelig effekt af offentlig jobtræning. Det gælder især for akademikere, der – efter offentlig jobtræning – bliver over 30 pct. mere selvforsørgende, end de var før jobtræningen, viser portalen. Med de nye tal på Jobindsats.dk er der nu let adgang til informationer om forsikrede ledige. Informationer, som tidligere kun har været tilgængelige for særligt indviede. For eksempel: Hvor kommer de ledige fra? Hvor går de hen efter ledigheden? Hvor længe bliver de i systemet? Hvad gør AF for dem? Hvordan virker indsatsen? Er nogle AF-regioner mere succesfulde end andre? Etc. - Jeg er utrolig glad for, at vi nu er klar til at lægge denne del af beskæftigelsesindsatsen åbent frem. Målet er klart: Vi vil sikre størst mulig gennemsigtighed. Sammenligning, målinger og fælles viden er til gavn for os alle, siger beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V). Allerede sidste år blev den første pakke data – om syge-dagpengemodtagere – tilgængelig på Jobindsats.dk. Målet var også her gennemsigtighed, mulighed for sammenligning og dermed bedre grundlag for at styre indsatsen. - Det er mit klare indtryk, at sygedagpengetallene bliver brugt ivrigt i kommunerne. Man ved, hvem der gør det godt, og hvem der gør det mindre godt. Og man ved, hvor man skal kigge hen, hvis man skal lære noget. Det er min forventning, at de nye oplysninger om forsikrede ledige vil få alle til at anstrenge sig ekstra i indsatsen for at få dem tilbage i job hurtigst muligt, siger Claus Hjort Frederiksen. Informationerne om de forsikrede ledige er blot én af de nye datapakker, som bliver tilgængelige på Jobindsats.dk. I løbet af det kommende år bliver det muligt at skabe sig et samlet overblik over arbejdsmarkedet og beskæftigelsesindsatsen – uanset om det drejer sig om udviklingen på de lokale/regionale arbejdsmarkeder, sygedagpengemodtagere, forsikrede ledige, eller personer på kontanthjælp, ledighedsydelse, fleksjob etc. |
||||||||||||||||
![]() ![]() ![]() ![]() |
|
© 2005 Datahjælp & nem-hjemmeside.dk |
|
lokal info .. erhverv .. køb & salg .. underholdning |